Blog-arkiv

onsdag den 28. september 2016

Blind Kahoot!'ing


Jeg er rigtig glad for at bruge Kahoot som evalueringsværktøj for at se, hvorvidt min klasse som helhed er med og Kahoot er bare sjovere end både tests og diverse evalueringsskemaer.

Kahoot er nu kommet med en ny måde at bruge Kahoot i undervisningen på: Blind kahoot!'ing 
Idéen med Blind Kahoot!'ing er at det skal bruges når man introducerer et nyt emne og derved underviser ud fra Kahoot-quizzen.

Måden man opbygger en Blind Kahoot på går egentlig utrolig godt i spænd med Synlig Læring og idéen om at opbygge sin undervisning baglæns.
Inden man laver en Blind Kahoot skal man have formuleret et læringsmål - altså hvad vil man gerne have ens elever kan efter undervisningen.
F.eks. Eleverne skal kunne redegøre for det franske skolesystem
Derefter skal man som underviser være bekendt med hvilke vanskeligheder eleverne kan møde undervejs:
F.eks.
1. Det franske skolesystem er inddelt i mange forskellige niveauer
2. Fra Collège tæller man baglæns op til Lycée
etc.

Derefter begynder man at lave sin Kahoot quiz på præcis samme måde som man plejer, men denne gang skal man forstille sig at quizzen er opdelt i forskellige dele efter de opstillede vanskeligheder man mener eleverne vil have. 

Det første spørgsmål man stiller skal være introducerende til det emne man skal i gang med og skal på en eller anden måde hænge sammen med det overordnede læringsmål.
Det næste spørgsmål skal være et spørgsmål som lægger sig op ad den første vanskelighed. Man starter med det sværeste spørgsmål også kaldet det blinde spørgsmål - her burde meget få elever svare rigtigt.

Efter det blinde spørgsmål er det meningen at læreren skal forklare svaret. Dette svar opfølges af en række kahoot spørgsmål baseret på den forklaring man lige har givet. Til sidst stiller man det der før var det blinde spørgsmål igen, hvor eleverne nu burde kunne svare rigtigt. Dette fortsættes med alle de vanskeligheder man startede med at have.
På denne måde gør man altså kahoot til mere end bare et evalueringsredskab.

Man kan dog også bruge blind kahoot!'ing som en føler, for at se, hvor meget eleverne ved om et emne inden man går i gang med at undervise i emnet og derved nøjes med at stille blinde spørgsmål, så man som underviser præcis ved, hvor man skal starte og til sidst i forløbet bruge de blinde spørgsmål som en evaluering.

God fornøjelse


onsdag den 14. september 2016

Jacques Prévert og LEGO


                    

Jeg er så heldig at være på et gymnasium, hvor man har investeret i nogle kasser med LEGO klodser, og jeg nyder når jeg kan få LEGO integreret i min undervisning. Ikke mindst fordi eleverne også elsker at gøre brug af det.

Min 2g fransk klasse er lige nu i gang med temaet "la famille", og i den forbindelse skulle vi læse Jacques Prévert digtet "familiale". 
Det var første gang, at mine elever skulle arbejde med et digt i franskundervisningen, og det var derfor vigtigt for mig at de fik en god oplevelse med det, så de ikke senere ville stå på bagbenene når jeg kom med et digt.
Eleverne fik til opgave at bygge digtet i LEGO. Jacques Préverts digte er generelt let forståelige særligt dette digt, hvor de tre familiemedlemmer hver især har deres ting de laver. Efterfølgende skulle eleverne med egne ord fortælle historien i digtet ud fra deres LEGO konstruktioner.


Her ses nogle af elevernes LEGO konstruktioner:

            
                                   


Det var alt for denne gang!